Maleguide

Vægge

Maleguide

Sådan maler du vægge

Trænger dine vægge derhjemme til at blive frisket op? Så kan du overveje, om du skal i gang med at svinge malerrullen. Når du maler dine vægge, kommer dit hjem hurtigt til at se flottere ud – uanset om du vælger den samme farve eller en ny farve. Den lyse vægfarve nedenfor hedder Talavera og den mørkegrønne hedder Wave Of Mystery - den samme farve er også brugt på vægreolen, brudt med en enkelt låge malet i kontrastfarven Gingercake. Neden for har vi altså fulgt 60-30-10 værktøjet, der er skabt til at give balance og harmoni i farver. Se flere trendfarver her. For at få et godt resultat når man maler vægge derhjemme, er det vigtigt at man er godt forberedt, og at man har fulgt en god guide for det bedste resultat.

Her på siden kan du læse alt, du har brug for at vide om maling af vægge. Når du gør forarbejdet ordentligt, ender du med et flottere resultat, som du kan nyde i mange år.

Inden du går i gang med at male vægge

Inden du går i gang med at male din væg, er det vigtigt, at du sørger for, at væggen er klar til at blive malet. Før du kan begynde dit malearbejde, bør du rengøre, spartle og evt. grunde din væg hvis den ikke har været malet før.

Guide: Klargøring af vægge før de skal males

Nedenfor får du trin-for-trin guide til, hvordan du klargør dine vægge før du maler dem. Det er vigtigt at man husker at få renset og spartlet huller i væggen før du begynder at male væggen, så får du det flottest mulige resultat.


1. Afrensning og rengøring af væggen

 

Start med at fjerne alt løst tapet, puds og maling med en bred spartel og vask herefter væggen med DYRUP Grundrens hvis den er snavset. Når væggen er bæredygtig og tør, kan du gå videre til spartling, hvis der er huller fra søm og skruer o.l.  

  

2. Reparation af huller og ujævnheder i væggen

  

Hvordan du skal spartle din væg, afhænger af væggen. Hvis der kun er enkelte skruehuller, kan du nøjes med at pletspartle. Der er forskellige metoder til at spartle huller, alt efter om dine vægge er helt glatte eller strukturerede som fx savssmuldstapet eller glasvæv. Se hvordan du lapper huller i væggen her. Er din væg der imod meget ujævn, kan det være en god idé, at fuldspartle inden maling af væggen. Vi anbefaler, at du bruger DYRUP Rullespartel, som er nemmere at arbejde med end andre typer spartelmasse - se her, hvordan du fuldspartler, eller læs mere om spartling her.

  

3. Slibning af vægge før de skal males

  

Når spartelmassen er tør, skal væggen slibes let så den fremstår jævn og glat. Fjern slibestøv med en blød kost eller en klud inde du begynder at male. 
  

4. Fugning langs vægge

  

Inden du begynder at male dine vægge er det en god idé at fuge med en akrylfuge langs paneler, karme og hvis nødvendigt langs loftet. Se her hvordan du fuger. Når fugerne er tørre er du klar til at grunde, så malingen på væggen hæfter ordentligt.

  

5. Afdæk med malertape før du maler

  

Et godt forarbejdet giver dig et flot resultat. Inden du går i gang med maling af din væg, skal du dække kanterne af med malertape. Det skal du især gøre, hvis du ikke vil male lister eller paneler i samme farve som dine vægge. Det er også en god idé at beskytte dit gulv evt. med en filtdug, der kan flyttes rundt i takt med malerarbejdet eller afdækningspap.
 

6. Maling af væg

  

Når du har sat malertape op, er du klar til at male. Inden du påfører slutmalingen, kan det være nødvendigt at grunde væggen. Er dine vægge tidligere malet, behøver du som udgangspunkt ikke at grunde før du maler dine vægge, med mindre der er genstridige vandskjolder, nikotin eller andet, der kan give gennemslag på væggen. Er det tilfældet, bør du anvende en spærregrunder eller en spærrende vægmaling for at få det bedste resultat. Vælg en pudsgrunder, hvis du har en fuldspartlet væg og en vævgrunder til vægge med nyopsat ugrundet filt.
 

Forbered malingen før du går i gang


Rør grundigt i malingen inden du går i gang, så farven er ensartet. Det er vigtigt at du rører i malingen, også selvom du lige har købt den. Start med maling af væggens kanter med en lille pensel. Du kan eventuelt bruge en glatrulle til at fjerne penselstrøgene i malingen. Det er en fordel at starte med at male kanterne på væggen, da du herved har noget af det "fine" arbejde overstået, og derefter kan gå mere effektivt til værks med en malerrulle.
 
Herefter kan du gå i gang med maling af væggen med en malerrulle. Hvis din malerrulle er ny, anbefaler vi, at du affnugger den på et stykke malertape først - se her hvordan.
 

Hvor mange lag maling skal en væg have?

 
Når du maler din væg, opnår du det flotteste resultat, når du maler vådt i vådt. Som hovedregel skal din væg have to lag maling, især hvis du skifter farve på væggen. Nogle farver kan dog godt kræve et tredje lag maling. Det gælder især, hvis du laver et radikalt farveskift på dine vægge. Husk at når du holder pause fra at male vægge, at du får pakket din malerrulle eller pensel godt ind, så den kan holde på fugten. Det er også vigtigt at du får sat låg på malerbøtten, så der ikke kommer støv eller lignende ned i vægmalingen. Det vil nemlig blive malet med på væggen, og kan spolere det færdige resultat.

Vælg den rigtige maling til din væg

Ved maling af væg, er det vigtigt, at du vælger den rigtige vægmaling. I vores sortiment finder du kvalitetsmaling til alle hjemmets rum. Det er for eksempel ikke ligegyldigt hvilken slags maling du bruger, hvis du vil male badeværelse eller køkken. Hvis du skal male i køkken eller bad, skal du vælge en vådrumsmaling til din væg. Ved maling af væg i gangarealer eller på børneværelser bør du vælge en slidstærk og rengøringsvenlig maling som fx Dyrup Mat og Vaskbar. Når du vælger miljømærket vægmaling er du sikret et produkt med en rigtig god dækkeevne og rækkeevne.
 
Udover at du naturligvis skal vælge den rigtige maling og glansgrad til din væg, skal du også vælge hvilken farve, din væg skal males i. Vores maling kan tones i alverdens farver. Find inspiration i vores farvekort, eller prøv Dyrup Farvevælger, der giver dig et indblik i det færdige resultat. Her skal du blot uploade et billede af væggen, der skal males, og så kan du vælge en farve der skal på væggen.

Hvis du har spørgsmål til hvilken vægmaling du skal vælge, eller du er i tvivl om vægfarven, anbefaler vi, at du kontakter din lokale Dyrup-forhandler. Her kan du få råd og vejledning til alt inden for maling af vægge samt se Dyrup farveviften med mere end 2000 farver. Vi anbefaler altid, at du vælger din endelige vægfarve ud fra fysiske farveprøver, idet online farver kan afvige lidt fra de reelle farver, afhængigt af dine skærindstillinger m.m.

DYRUP ekspertråd til maling af vægge


Brug det rigtige værktøj når du maler vægge

Ved maling af vægge kan du med fordel anvende et skaft til din malerrulle, det skåner ryggen. Ligeledes letter det arbejdet hvis du bruger en malerspand istedet for en malebakke, hvis du skal male større rum. Placer en pose i passende størrelse i malerspanden og fastgør den med malertape hele vejen rundt i kanten, så slipper du efterfølgende for besværlig rengøring.

Brug en "pause-pose" til malerpensler eller ruller

Ved kortere pauser i malearbejdet er der ingen grund til at rense pensler og ruller. Put blot værktøjet i en tætsluttende plastikpose, så kan det sagtens ”holde sig” - faktisk helt op til et par dage.

Grundig omrøring af malingen

Har du fået blandet en farve hos forhandleren, er det vigtigt, at du rører omhyggeligt rundt i bøtten inden brug, så farvepigmenterne fordeles helt i malingen. Du kan med fordel også omrøre malingen, når du vender tilbage til malerarbejdet efter en lille pause.